URBANblog
jump to navigation

Mit stof Thursday, 27. Nov 2008

Skrevet af Passion Popsicle under Klynkekategorien, PassionPopsicle, Uddannelse, Comments

Humøret er dalet 700%, vejret er blevet gråt, jeg sover ca en million timer i døgnet og jeg får ikke lavet en skid. Jeg er træt efter en sindssyg uge (jeg har allerede været gift en uge, mand, og jeg har knap nok haft tid til at mærke det), jeg styrtbløder og jeg vil egentlig godt bare i seng igen.

Dybest set ved jeg måske godt hvad der er galt. I hvert fald hvad der kunne lette lidt på det hele. Der sker jo ikke en skid. Jeg sidder bare og sidder og kan ikke rigtigt overskue alt det praktiske og har ikke andet at lave. Min hjerne er ved at visne. Dobbeltvisne fordi det er den nedern årstid og fordi jeg ikke fodrer den.

Viden, for satan, jeg mangler viden. Jeg mangler at fodre min hjerne med spændende oplysninger om ting jeg brænder for. Det er længe siden jeg har fået små julelys i øjnene (og andre har himlet med øjnene) når et godt emne bliver bragt op og jeg siger sætningen “Det er jo netop det der….”

Så selvom det er en lang og kedelig og grå og kold tur tror jeg jeg skal på biblioteket i dag. Det kan godt være jeg ikke skal til eksamen i denne omgang, men læse, lære, bliver jeg nødt til.

Autoriserede juleløgne Wednesday, 26. Nov 2008

Skrevet af Passion Popsicle under Jul, Vrøvlerier, 1 Comment

Jeg er blevet tagged af Gravidgrahvad. Nu er jeg ikke så meget for det der tag-halløj, men den her tager jeg, mest fordi kvinden er gravid og utilregnelig ;)

Det er lidt svært at komme med en autoriseret juleløgn, eftersom jeg altid har været et meget klogt barn, der ikke hoppede på noget fis. Og mine forældre har så heller aldrig anstrengt sig specielt meget for at bilde os noget ind.

Vi har dog en juleløgn, der er så autoriseret at vi alle sammen altid godt har vidst det var løgn, men stædigt holder fast i den.

På et tidspunkt i min barndom (da jeg var 2-3 år vil jeg tro) dukkede der en nisse op hjemme hos os. Den ligner mistænkeligt meget noget min mor har syet og iført noget af mit gamle tøj, men det skal man ikke lade sig narre af. Hun (nissen, ikke min mor) har et forklæde på med en lomme foran og hver lørdag og søndag i december (og 1. december og lillejuleaften og juleaften) er der en lille ting i lommen. I starten forsøgte min mor sig med at nissen om sommeren bor ude i skoven, og enten på forhånd har købt gaverne eller køber dem om natten. Den holdt jo ikke i længden, så nu har hun ændret forklaring til at det kun er hende der kan snakke med nisserne og de bare afgiver bestilling til hende. Jeg har dog aldrig taget hende i at lægge noget i nissens lomme, så man ved jo aldrig.

Indrømmet, det har taget lidt snilde aldrig at tage hende i det, og en del mærkelige blikke fra Ex-Manden de første par gange jeg en fredag aften i december fandt på de lammeste undskyldninger for ikke at skulle være i samme rum som nissen i det tidsrum det ville tage min mor at lægge gaven i lommen. Hvis det altså var hende der gjorde det, men det er det jo ikke.

Da min bror kom til dukkede der også en nisse mere på. Lidt mindre end min og selvfølgelig en dreng (med en lille pose i hånden til gaver) Til slut kom også min søsters nisse til - en babynisse (for hun var en baby da den dukkede op) med sut i munden og en smart foldet stofble i hånden.

Et enkelt år kom nissen med hjem til mig i Forstaden og så kom pakkerne med posten og jeg lagde dem selv i lommen, men det talte alligevel. Det var vist noget med at min mor og nissen godt kunne kommunikere over lange afstande og at nissen jo ikke selv kunne finde rundt i en ny by, så jeg blev nødt til at hjælpe lidt til selv.

De fleste år har den dog bare hængt hjemme hos mine forældre ved siden af de to andre nisser, og så har min mor fortalt den hvad for nogle weekender jeg kom hjem, så den kunne nå at finde på en gave.

Jeg sender taggen videre til Frederikke og Sugartop (og så håber jeg ikke nogen har været hurtigere end mig)

“Vi venter en baby med slik som ringetone” Tuesday, 25. Nov 2008

Skrevet af Passion Popsicle under Listeri, Vrøvlerier, 2 Comments

Inspireret af Sugartop tager vi lige en hurtig google-oversigt - blot for d.d. 25 november.

Og så er der selvfølgelig overskriften. Den tror jeg bare får lov til at stå uden kommentarer.

Ring, ring, the happiest sound of them all Tuesday, 25. Nov 2008

Skrevet af Passion Popsicle under Navnebror, Økonomi, 1 Comment

Er stadig rimelig smadret efter den sidste uges begivenheder. Er bombet oveni hovedet efter en konstant strøm af gæster og tømmermænd. Har slet ikke haft tid til at være nygift.

Vi havde egentlig planlagt at rydde op i efter-fest helvedet i går, men da vi sad og så på det og hinanden og solskinnet udenfor var valget ikke så svært. I stedet for tog vi hinanden i hånden og gik ind i byen og så på ringe.

Vi var igennem samtlige guldsmede vi kunne finde, for det ville jo være dybt deprimerende at have købt en ring og så se en bedre og billigere et andet sted. Begyndte at føle mig som en strid og umulig kælling da jeg i den femte forretning i træk sagde “Nej, altså, jeg er ikke til det der avancerede med sten og bling, det skal være simpelt” og efterfølgende “Nej, det er for simpelt og intetsigende” når de helt simple, glatte ringe kom frem. Kunne efterhånden godt se at jeg bad om det umulige og begyndte at tænke om jeg mon i virkeligheden bare ikke gad bruge penge på noget så småt og praktisk ubrugeligt som en ring.

Guldsmed nummer en milliard million var sådan en lillebitte forretning der lå klemt inde mellem to andre bygninger. Der var ingen poptøser bag disken, men en mand, der godt kunne ligne en erfaren guldsmed. Da vi spurgte ham hvad det billigste han havde var svarede han uden først at skulle finde samtlige ringe frem og kigge på prisskilte. Han nævnte bare prisen og fandt ringene frem, fortalte at komfort-mæssigt var det faktisk nogle af de bedste, bløde og enkle og afrundede. Der var ingen tvivl om at det var nogle af de lækreste ringe vi havde haft i hænderne, men de var bare så… blanke. Nåede ikke engang at sige det højt, tror jeg, begyndte vist bare på et “aaah, men altså..”-ansigtsudtryk og han var for længst ovre ved udstillingen i vinduet med ordene “Der er også dem her, til den pris”

Stod pludselig med en lille, blød og let ring i hånden. Mat sølv med en blank fure der bølgede hele vejen rundt. Han havde hele sit arsenal af ringe fremme på bordet og sagde at alt hvad der var i guld, selvfølgelig også kunne laves i sølv. Tusind gange i løbet af dagen var det blevet forklaret at “sølv er blødt, sølv bliver slidt, sølv holder ikke formen” og inden jeg nåede at spørge til furen i den ring jeg stod med sagde han at den ville være et godt valg, fordi furen var så dyb at det aldrig ville blive slidt helt væk.

Han lod til selv at være glad for de ringe og sagde noget om symbolikken i at bølgen går op og ned, men den hænger stadig sammen. Var ved at tude da vi gik, for vidste godt at vi egentlig ikke havde råd til dem. Det var lige præcis det umulige jeg ikke havde været i stand til at forklare - simpel og blank uden at være det. Enkel og neutral uden at være mainstream og almindelig. Hos en guldsmed der havde en mening om de smyker han stod med, og kun lavede graveringer i blød skrift, fordi han personligt syntes at blokskriften var grim og kedelig.

Vi var hos de sidste guldsmede også og gik lidt rundt og kiggede på julegaver og sagde egentlig ikke så meget mere om ringe. Var blevet så frygteligt forelsket i de ringe, men de var sådan ca. 100% over vores budget og vidste godt at alt andet ville føles som en dårlig erstatning. Så egentlig hellere ingen ring.

På vej tilbage, da guldsmedeskiltet begyndte at kunne skimtes holdt Ægten lidt om mig.

“Jeg har egentlig mest lyst til bare at give dig den ring”
“Jeg har også mest lyst til at give mig den ring, men jeg kan bare ikke se hvordan vi skulle få råd”
“Vi kan bare lade være med at give hinanden julegaver”
“Og lade være med at spise i hele december…”

Vi gik selvfølgelig ind og bestilte dem og Ægten har medbragt alle sine fødselsdagspenge og mit dankort, så han kan betale dem i dag på vej hjem fra arbejde.

De skal jo holde hele livet, og så giver det jo i sidste ende ikke ret mange penge sådan på dagsbasis. Og hvad betyder en måned uden mad set over sådan et helt liv?

Dagen der fulgte Friday, 21. Nov 2008

Skrevet af Passion Popsicle under Klynkekategorien, Navnebror, Vrøvlerier, 6 Comments

Kender I det at man vågner med ondt i håret og ris spredt ud over hele gulvet?

Giver mig selv klap på skulderen for at have ryddet op og skyllet sjatter ud inden jeg gik i seng i nat. Orker ikke indkøb og opvask (og støvsugning!!) i dag, men der er ikke den store udsigt til at Ægten bliver i stand til det i dag.

Ryster stadig ris ud af håret. Fik et halvt kilo hældt ned i kjolen og Ægten gik og rystede bukserne resten af aftenen. Haha. Ha.

Vender tilbage engang på den anden side.

…

Årh, PIS, jeg skal kraftedeme også bage pizzasnegle til i morgen

Den lille forskel Wednesday, 19. Nov 2008

Skrevet af Passion Popsicle under Navnebror, 4 Comments

Da jeg begyndte at få breve fra banken stod der altid “Frk Passion Popsicle” på dem. Så bad jeg banken om at skrive “Fr” i stedet for, fordi det ikke kommer nogen ved om jeg er gift eller ej. Og fordi det er kønsdiskriminerende at mænd kun har betegnelsen “hr” hvorimod der ved kvinder skal skelnes mellem gift og ugift. Det blev især absurd da jeg flyttede sammen med Ex-Manden og stadig skulle tituleres som en ung, ugift kvinde.

Men det betyder faktisk noget.

Det betyder ret meget at jeg nu er FRU Navnebror og ikke længere Frk. Popsicle.

Kan I hygge jer derude - jeg vil smutte ind og holde bryllupsnat med den der Ægte mand.

Som det skal være Monday, 17. Nov 2008

Skrevet af Passion Popsicle under Drømme, Familie, Navnebror, Venner, 3 Comments

Jeg drømte i nat at vi var flyttet til Århus. Jeg ved ikke helt hvorfor. Pludselig boede vi bare i Århus og Navnebror havde fundet en room-mate til os som var vildt ubehagelig og skummel, men det lykkedes mig at smide ham ud. Det var vildt underligt at skulle fortælle alle at vi var flyttet til Århus når jeg nu lige var flyttet til Odense og jeg savnede lejligheden her og kunne ikke rigtigt finde mig til rette det nye sted, selvom det var større. Jeg tør ikke begynde at analysere på om det er skræk og advarsel for en up-coming event, men jeg ved godt hvorfor jeg drømmer om min tilknytning til lejligheden her.

Jeg elsker lejligheden og mit liv her. Og jeg knuselsker simpelthen de mennesker der følger med. Navnebrors familie er for længst begyndt at føles som min egen, og de har altid behandlet mig som en del af deres. De er søde og afslappede og til tider bindegale og jeg nyder at være sammen med dem, også uden Navnebror er der. For første gang i mit liv skal jeg ikke holde jul sammen med mine forældre, og til at starte med var jeg lidt bekymret for jul et nyt sted, med en masse forholdsvis nye mennesker, men jeg glæder mig faktisk efterhånden. Til min egen store overraskelse kan jeg sagtens se mig selv holde jul med dem hvert andet år. Jeg ville faktisk næsten være ked af at holde alle juleaftener hos mine forældre.

Lige nu er det selvfølgelig ikke jul, men Navnebrors 30års der fylder. Det er faktisk på torsdag. Og med mere festivitas lørdag. Er ved at blive sindssyg over alle de ting der skal nåes og alt det mad der skal laves og gæster der skal være i mit hjem. Men nåja, vi når det vi når og resten er bare ærgerligt. HP og Navnebror fik smidt ting på genbrugspladsen i går og de var med på en tur i Fakta og hjalp til med at købe ind til det hele. Senere, da de var på stadion og jeg var igang med at bage boller havde jeg et af de der rigtig gennemgode øjeblikke. Det er jo for fanden lige sådan det skal være. Drengene på stadion i kulden og jeg sætter kaffe over så de kan få en kop og en nybagt bolle når de kommer hjem. Lige præcis sådan. 

Lige nu ligger Navnebror og sover efter en nattevagt og jeg vil gå over og bage den næste portion boller af en milliard million der skal bages til familiefødselsdag på lørdag. Så kan han få en når han står op.

Hjælp søges Monday, 10. Nov 2008

Skrevet af Passion Popsicle under Vrøvlerier, 6 Comments

Vi har fået en sang på hjernen. Som vi ikke kan det hele af. Og som er dårlig.

Det er noget med “Før var han ulyk’lig, ulyk’lig, ulyk’lig, men nu er han så lyk’lig, så lyk’li, så lyk’lig”

Og vi mener det var noget med noget tegnefilm om morgenen på TV2. Og noget med en and der bliver adopteret af en muldvarp. Eller sådan nogen.

Er der nogen der aner hvad det er vi snakker om?

Den lange og kedelige sygdomshistorie Monday, 10. Nov 2008

Skrevet af Passion Popsicle under Klynkekategorien, 3 Comments

Popsicle, hvad fanden har du lavet de sidste mange uger?

Jo, jeg var dum nok til at sige at nu kunne den næste krise godt komme an. Det gjorde den så. Dagen efter. Men i virkeligheden starter det hele længe før det, så for at alle kan følge med starter vi lige fra begyndelsen. Indsæt selv rewind-lyd her.

Det startede med at jeg var syg. Ikke noget der egentlig har noget at gøre med det videre sygdomsforløb, men det bidrager til trælsheden. Altså, først var jeg syg. Så var jeg rask til min fødselsdag (heldigvis) og så tænkte jeg at det var da dejligt at være sluppet af med sygdom, for det er alligevel bedst at være rask.

Dagen efter vi kom hjem fra den Fædrende Gård (hvor fødselsdagen blev afholdt) fik jeg ondt i maven. Ikke bare ondt-i-maven-ondt, men psykopat ondt. Som menstruationssmerter bare meget, meget værre, og det var slet ikke den tid på måneden. Det føltes helt, helt forkert og til sidst kunne Navnebror ikke holde ud at se på jeg lå i krampestilling og græd af smerte, så han ringede efter en taxa og fik mig på skadestuen.

Hvor en meget, meget uvenlig sekretær så kunne oplyse mig om at “På skadestuen behandler vi jo nogen der er kommer til SKADE - brækkede arme og sår og sådan noget. Det der er sådan noget du skal gå til din egen læge med” WHAT!? Jeg står med meget pludselige mavesmerter og tårerne trillende ned ad kinderne af smerte og får at vide at det ikke er noget man skal henvende sig med akut?

Heldigvis var der også en sød sygeplejerske, der ringede op til gynækologisk afsnit og fik det ordnet så de ville se på mig, og efter en halv time af den obligatoriske ventetid så de så på mig. Normalt er jeg ikke typen der klager over underlivsundersøgelser. Jeg plejer faktisk dårligt nok at kunne mærke noget så de trykker og stiller spørgsmålet “Er din livmoder øm?” Den dag kunne jeg så godt mærke noget. Det gjorde sygt ondt at blive scannet og trykket på og undersøgt. Faktisk så ondt at jeg slet ikke havde registreret noget som helst af alt det Navnebror bagefter jokede med.

Dommen lød på en cyste der var bristet i forbindelse med ægløsning, og at der derfor var sevet lidt blod ud og det var det der irriterede og gav smerter. Helt normalt, set mange gange før, hold dig i ro et par tage og tag de her stærke smertestillende nu og i morgen tidlig.

Holdt mig i ro et par dage. Efterhånden træt af at være syg og ligge uduelig på sofaen. Så film og læste og så film og så film og så film. Alt imens Navnebror adlød mit mindste vink og puslede om mig og vaskede op.

Dagen efter jeg havde truet med at jeg var klar til den næste krise kom den. Det var sen aften og de nærmere detaljer om mit forehavende skal jeg nok spare sarte læsere for. Det begyndte at gøre ondt igen. På nøjagtig samme måde og nøjagtig samme sted og det voksede bare. Navnebror ringede til gynækologerne som sagde jeg bare skulle tage en ipren mere og så hvis det blev ved ringe om morgenen. På det tidspunkt havde jeg allerede taget en ipren mere og det havde ikke hjulpet en skid. Hele min krop gjorde ondt og jeg kunne ikke ligge på nogen måder så det holdt op. Det lykkedes mig at blunde lidt og på et tidspunkt skulle jeg tisse.

Smertende krop op af seng. Svimmelhed, jag i underlivet, ryggen, skuldrene. Sneglefart til badeværelset. Smerte ved brug af underlivsmuskulatur. Svimmelhed, svimmelhed, svimmelhed, varme, lethed. Åbner øjnene på knæ på gulvet. Ligger helt, helt stille og venter på mit syn holder op med at være uskarpt med sorte pletter. Ind i seng igen. Mere urolig søvn.

Vågner klokken halv seks, skal tisse. Kan denne gang ikke selv komme op fra gulvet. Ligger bare og klynker og kalder på Navnebror og græder. Bliver hjulpet ind i seng. Min skulder gør voldsomt ondt. Kan ikke holde det ud.

Navnebror ringer igen. De siger de kan indlægge mig klokken ni. Kan ikke vente så længe. Skriger på grund af smerten i skulderen. Navnebror ringer til vagtlægen. De åbner klokken 8. De kan godt komme ud, men der er kø, så det vil sandsynligvis være hurtigere hvis vi selv tager derind til klokken 8. Navnebror ringer til HP klokken halv syv og spørger om han vil komme og køre os derind. HP er der klokken syv. Elsker ham lidt, midt i al smerten, fordi han bare er der uden pis og brok.

Er hos vagtlægen halv otte. De har ikke åbnet. Ingen svarer dørtelefonen. Navnebror ringer. Jeg kan ikke holde ud at stå, falder sammen og kan ikke se igen. HP holder mig oprejst mens Navnebror for at vide at der ikke er nogen før klokken 8. Prøv skadestuen.

Sidder i bilen med HP. Navnebror prøver skadestuen. Men der er vagtskifte og ingen læger til mig før halv ni. Klokken er otte. Navnebror finder en kørestol til mig og får mig op til vagtlægen. Vagtlægen hører på mig og siger at han kan ikke gøre noget lige der. Ringer med det samme til gynækologisk og siger jeg skal indlægges. Siger at jeg har det dårligere end sidst jeg var deroppe. Selvom han ikke har nogen chance for at vide det. Men jeg var vist så dårlig at jeg ikke kunne have været dårligere.

Over til sygehuset. HP siger i sit ikke-til-diskussion tonefald at jeg skal blive siddende indtil de kan få mig over i en kørestol. Lang køretur over til gynækologisk.

Ligger på en seng på gangen. Skriger og skriger fordi det gør ondt. De spiser morgenmad, personalet. På et tidspunkt kigger en af dem ud, for at se hvem der skriger. Registrerer det er mig. Vender derefter tilbage til sin morgenmad og lader mig skrige videre.

Endelig undersøgelse. Stadig bristet cyste, mere blod. Bliver indlagt. Klokken er kvart i ni.

Bliver scannet med en bedre scanner. Der er blod, men ikke så meget de vil til at operere. Min blodprocent er 6,2.

Navnebror ringer til mine forældre. Det er rart at de kommer. Min mor får mig til at grine og min skulder kramper ekstremt, kan ikke selv få det til at holde op. Skriger og skriger mens min mor gnubber min skulder og langsomt får den til at slappe af.

En sygeplejerske kigger ind, spørger hvad der sker. Siger “Shh! Der er nogen der sover!” Som om jeg skriger med vilje og for sjov. Hun virkede ellers så sød tidligere.

Får smertestillende, søvn. Navnebror ser fodbold hos en kammerat, mine forældre er taget hjem. Spiser lidt aftensmad og Navnebror kommer og bliver næsten til jeg har fået en sovepille.

Den nye morgensygeplejerske er sød. Sætter sig ned når hun taler til en, lader i det mindste som om hun har tid og er interesseret. Der er ikke noget pis med hende, og ingenting er til diskussion og der er ingen medynk. Men hun er meget forstående og smilende og giver indtryk af at der ikke er noget at være bange for.

Bliver scannet igen for en sikkerheds skyld. Det er en ældre læge. Jeg kan lide kan med det samme. Han har en meget tør og rar og lægeagtig humor. Han virker afslappet og som om han ved hvad han laver. Undskylder for sine store fingre, som om det er det der er skyld i at det gør ondt når han trykker på mig. Han ser bekymret ud og bliver ved med at scanne. Han kan ikke forstå der er så meget blod. Jeg bliver mærkeligt lettet, for jeg vidste jo godt der var noget helt galt, og der er endelig en der giver mig ret. Kaster op af smerte da jeg kommer tilbage til stuen. Min blodprocent er faldet til 5,7.

Jeg bliver sendt ned til operation efter middag. De er meget søde og afslappede og giver alle sammen indtryk af at de har prøvet det 100 gange før og ved hvad de gør. Husker intet efter “De svier måske lidt når jeg sprøjter det ind”

Vågner efter behagelig søvn, og pludselig er det ikke behageligt mere. Kan ikke falde til ro igen, kan ikke vågne ordentligt, har slanger i næsten og drop i armen. Oppe på stuen vil jeg ikke engang have Navnebror. Er forvirret og syg og droppet i hånden generer. Blunder lidt. Græder. Skriver til min mor for hun er den eneste i verden jeg vil have. Det hjælper at høre fra hende.

Den anden på stuen får besøg af sine teenage piger og jeg kan ikke holde ud at høre på dem. Sidder på en stol på gangen og græder for mig selv og føler mig ynkelig. Navnebror kommer og er hos mig. Min blodprocent er 5,2. Fordi den ikke er under 5 skal jeg ikke have blod, så jeg kan få droppet ud. Får smertestillende og kan sove.

De fjernede 400ml blod fra min mave. Jeg har et lille bitte ar i navlen og fik to sting lidt længere nede og det kommer slet ikke til at kunne ses. Jeg kom hjem dagen efter og var syg og ude af stand til noget som helst i en uges tid efter. Alle kom med glæde og var hos mig, fordi jeg ikke kunne lide at være alene mens Navnebror var på arbejde. Jeg er stadig ikke helt på toppen - fik taget sting og målt blodprocent i fredags, og selvom den er indenfor normal er den stadig ret lav. Egentlig ret skræmmende hvor meget det gør ved ens krop at være inaktiv det meste af en måned.

Bagefter har jeg undret mig en del over sygehusvæsnet. Jeg vidste med det samme noget var helt, helt galt. Hvorfor skal jeg så ligge en hel nat i smerte, mens min kæreste ringer til alt han kan komme i tanke om, inden der er nogen der tager mig seriøst? Og så oven i det lå jeg indlagt et helt døgn før nogen opdagede at det var så slemt jeg skulle opereres, på trods af at de udførte en undersøgelse hvor de kunne have set det ti minutter efter jeg blev indlagt. Jeg har sådan en grum mistanke om at de ikke så det fordi de ikke kiggede efter. De forventede ikke at der var så meget blod, så de kiggede ikke efter det, selvom jeg havde voldsomt ondt og blev ved med at sige det føltes helt forkert.

Jeg må indrømme, at selvom fuld narkose er noget af det værste jeg nogensinde har oplevet er jeg alligevel lidt glad for at det var så slemt. Ikke fordi det var sjovt at det gjorde ondt, eller fordi jeg godt kan lide der er noget alvorligt galt med mig. Men fordi jeg havde ret. Det var ikke bare mig der var hysterisk, som visse sygeplejersker fik mig til at føle med “shh” og “det går over af sig selv” Det er rart at vide man kan stole på sin egen krops signaler. Også selvom det danske hospitalsvæsen ikke gør det.

Vi med kat Saturday, 8. Nov 2008

Skrevet af Passion Popsicle under Vrøvlerier, 2 Comments

For et par måneder siden var Navnebror og undertegnede på besøg hos førstnævntes fædrende ophav. Det har vi nu også været siden, men det er nærværende sag uvedkommende. Lige den dag havde katten fået killinger og for at undgå flere killinger skulle få den kranke skæbne der tilfaldt den første blev vi jo nødt til at love at tage en af dem, og fik de resterende to afsat til en veninde.

I et par uger har Papmor (Navnebrors, ikke min) sagt at “de er MEGET klar til ikke at være her længere” gerne i forbindelse med et særligt snedigt angreb fra en af killingerne på hendes krydsord/vasketøj/potteplante/etc. og i søndags efter et besøg i Krydset, hvor de bor, fik jeg den med hjem.

Det viser sig at være en skrøne at katte er højtstående, nuancerede dyr. Vores har to indstillinger: Hyper og Koma. Enten fræser den rundt som en idiot, vækker os klokken fem om morgeneb og bider fordi vi ikke synes det er legetid, eller også ligger den det blødeste sted den kan finde og sover. Dybt. Faktisk så dybt at den opnår en sælsom tilstand der befinder sig mellem fast og flydende form. Man kan flytte på den uden den vågner - den hænger bare komatøst fra ens hånd og flyder ned i en sovende bunke igen ligeså snart man slipper.

Vores Dr Jekyll/Mr Hyde kat, der selvfølgelig ellers har et godt og seriøst navn, bliver for det meste omtalt som enten Koma-Katten (med japansk accent) eller Bisse-Missen (med tysk accent) og så havde jeg pludselig endnu et kæledyr med alt, alt for mange fornavne, tilnavne og øgenavne. Hvorfor ender det altid sådan?

I skrivende stund ligger Koma-Katten på sofaen og sover, mens jeg blogger/læser (Thomas Harris)/rydder op/drikker te. Om lidt begynder den sikkert at klynke fordi jeg ikke sidder med den på skødet, så den ligger i optimal sove-position. Eller vågner op til dåd og fortsætter med at sprede toiletpapir over hele gulvet. Møgdyr.

Hvor er det dejlgit at have kat igen.