Front page material Wednesday, 28. Nov 2007
Skrevet af Passion Popsicle under Blog, Jul, 3 CommentsNådada. Så endte min blog på urbanblogs forside. Der kan man bare se.
Kan jeg så dø lykkeligt nu?
Hmm. Og så under jul. Har skrevet ét sølle indlæg om emnet. Nå, men kunne selvfølgeligt tage det som en udfordring og skrive så mange indlæg om hvordan jeg holder jul at Urban til sidst bliver nødt til at tage mig af fordi jeg spammer det hele til med ulækkert, vammelsødt, frugtflæskblævrende, æbleskivestegende, julekortsskrivende GertrudSandsk juleævl.
Ha, så tagger jeg også det her indlæg under jul. Så er der to.
Jamen så godmorgen da Wednesday, 28. Nov 2007
Skrevet af Passion Popsicle under Klynkekategorien, Manden og mig, PassionPopsicle, CommentsKlokken er kvart over ni og jeg har faktisk allerede været oppe i en time. Det er ikke sket i over en måned nu, tror jeg. Jeg er målløs over jeg ikke styrtede ind i sengen igen efter Manden var gået. Ok, det kan selvfølgelig nåes endnu, men nu er min gode søvn ligesom ødelagt.
Lader til Manden er det eneste der kan få mig til at stå op om morgenen - og det endda kun i en situation som her hvor jeg synes jeg skylder lidt forkælelse. Er selvfølglig også en start.
Bare lidt trist når jeg nu har undervisning fra morgenstunden to gange om (eller hedder det i?) ugen
Nu’ det jul igen Tuesday, 27. Nov 2007
Skrevet af Passion Popsicle under Jul, Manden og mig, CommentsDet bliver 943kr. Tak.
Jamen, selv tak. Det var så lidt. Og så oveni de 417kr. jeg lige har brugt i Kvickly. Og 154kr. i boghandlen. Det er jo en sand fornøjelse. Nåja, og god jul til dig også.
Så så man lige mig med 1000kr/timen gennem det lokale center. Er vist meget godt det kun er jul en gang om året. Og at Manden lige har fået lønforhøjelse.
Og nu vi snakker om Manden så får han et hysterianfald når han kommer hjem og ser bunkerne. Han flipper en halv pelikan. Han har nemlig aflyst julen i år. Det forsøgte han også sidste år og lur mig om ikke han får ligeså meget (lidt) success som sidste år.
Hvert år forbedrer jeg mine julerutiner så det skåner Manden så meget som muligt. Jeg køber gaver til både min og hans familie og har sagt han ikke behøver tænke på gave til mig. Jeg sørger for at hygge lidt ekstra om ham i december. Forsøger at have styr på alt det praktiske omkring julen inden 1. december. Og så laver jeg selvfølgelig en pakkekalender til ham.
Nu sidder I måske derude og synes det er da lige lovligt langt at gå for at gøre én mand tilpas; men i virkeligheden er det bare min kvindelige snedighed. For når jeg opfører mig sødt og rart og i øvrigt upåklageligt så opvejer det det faktum at 1. december klokken seks om morgenen forvandler jeg hytten her til et sandt julehelvede. Gertrud Sand style.
Jeg elsker nemlig jul. Og jeg elsker at hygge og købe gaver og jeg gider i virkeligheden ikke gå op i hvor mange penge jeg bruger. Jeg gider heller ikke få dårlig samvittighed over at jeg har det rart når der er andre i verden der har det skidt. Jeg gider ikke bruge min jul på at købe aflad i form af geder, julepakker og majsmel. En verdensforandring er jo alligevel ikke noget der kommer af at vi alle sammen klinker sammen til en lokumsbygning i Uganda juleaften.
Så jeg ved ikke med dig, men jeg har i hvert fald tænkt mig at have en helt forrygende hyggelig jul her midt i den mørke vinter. Overtræk på dankortet eller ej.
Kate & Leopold Saturday, 17. Nov 2007
Skrevet af Passion Popsicle under Drømme, Film, Manden og mig, 2 CommentsJeg har brugt en forholdsvis stor del af mit liv på at hidse mig op over pladderromantik. Især i Barbara Cartland og Danielle Steel romaner. Og i ellers gode film som, lad os, for eksemplets skyld, sige Ringenes Herre, hvor man bliver tvunget til at se på Hollywood Liv Tyler gøre den som 3000 år gammel elver sammen med Viggo (som altid synger).
Jeg hader pladder-romantik, for sådan fungerer livet bare ikke. Overhovedet. Jeg er bare ikke nogen stor romantiker og har fx ham der Manden som aldrig (altså, seriøst aldrig) har givet mig blomster.
Alligevel sad jeg og sukkede over Kate & Leopold da den var i flimmeren forleden (men hvad forventer I? Der er jo både Meg Ryan og Hugh Jackman) Tænkte at en mand som Leopold ville da være ok. Den perfekte gentleman. Ægte kærlighed og ikke mindst ægte forelskelse. På den blide, søde, romantiske måde. Den ulækre pladder-måde, som jeg jo faktisk hader.
Tog mig selv i at tænke hvordan det mon ville være at have en mand der var sådan. En som gjorde det efter alle kunstens regler. Kunne måske være helt i orden med sådan en mand.
En ligesom Lukas fra min læsegruppe. En hvor alting bliver gjort i den rigtige rækkefølge og hvor kærlighed er all-in. Og nej, han er ikke udset som næste offer for frådende infatuation-junkie-attack, for jeg har (af helt uforklarlige årsager) ikke andet end rent venskabelige følelser for ham. Måske det er fordi jeg valgte den slags fra da jeg valgte Manden - fordi det kun er tankespind og i virkeligheden ligger fjernt fra den jeg er.
Men hvorfor bliver jeg så så irriteret over at det er umuligt at opdrive den %#¤”&! film?
Undskyld, Urban… Thursday, 15. Nov 2007
Skrevet af Passion Popsicle under Arrigheder, 3 Comments… men hvor er det altså bare RØV-irriterende med al den spam på forsiden!!!
Det slog mig lige Thursday, 15. Nov 2007
Skrevet af Passion Popsicle under Uddannelse, 3 CommentsHar haft travlt med valg og pensum-sammensættelse på det sidste. Har været lidt hektisk. Og er I godt lige klar over hvor ensformigt det er at sidde og tælle normalsider? (2400 enheder, inkl. tegn, tal og mellemrum)
Har lige printet pensum-forside. Tog den ud af printeren og kom til at se på den. Kryds i BA-feltet. Og der slog det mig så: Jeg er faktisk ved at tage en bachelor. Bachelor. Det lyder da af noget, hva? Målrettet. Seriøst. Voksent.
Jeg føler mig ikke rigtigt nogen af delene, må jeg indrømme - men det kommer jo også kun an på hvad jeg kan bilde andre ind jeg er her i livet. Det ved vi jo allesammen godt.
Det er egentlig lidt underligt. Jeg har altid vidst jeg skulle på universitetet (altid som i lige siden jeg vidste der var noget der hed universitet) og det har altid været mit mål og min fremtidsdrøm. Noget helt specielt. Noget der lå lige inden man var færdig og havde opnået det man bare skulle nå her i livet.
Nu står jeg så her midt i det og det føles mere som den naturlige fortsættelse end ophøjet og uopnåeligt. Det er ikke engang svært eller kompliceret. Det er faktisk mest som resten af mit liv. Bare med færre undervisningdage.
Jeg, en konspirationstekniker - vol. 2 Thursday, 1. Nov 2007
Skrevet af Passion Popsicle under Kedsomhedsged, Vrøvlerier, 6 CommentsDa jeg i sin tid flyttede hjemmefra var noget af det første jeg lærte at når man har vasket tøj så går sokke-ligningen aldrig op. Aldrig.
Jeg har altid ment at jeg er et menneske i stand til logisk tænkning, så jeg drog konklusionen at de manglende sokker nok bare lå i en af mine mange bunker rundt om i lejligheden (man er vel et rodehovede)
I min verden er der heller ikke langt fra tanke til handling, så jeg arrangerede en kasse til de usammenlagte sokker, således at jeg en gang imellem kunne gennemgå denne og lægge de sidste sokker sammen. For logisk set så måtte de manglende sokker jo dukke op i kassen efterhånden som jeg kom igennem bunkerne.
Det gør de bare ikke.
Bunken af u-parrede sokker vokser efter hver vask og jeg har fx tre sokker af samme type men i tre forskellige grønne nuancer. Som logisk tænkende menneske kan jeg slet ikke acceptere denne ulogiske ophobning af sokker - der må være noget uldent på færde!
Teori #1
Sokkefremstillerne står i ledtog med Illuminati og i endnu et forsøg på at skille de svage fra de stærke gør de sokker til et frustrerende element. Hver anden sok der bliver fremstillet er selvantændelig og når man mindst venter det (og ikke kigger) brænder de simpelthen op. Vaskemaskinefremstillerne er naturligvis også involverede og har bygget deres maskiner med et bestemt filter der kan udtage tilfældige sokker under en vask.Det gælder om at forholde sig roligt, da det de vil have er man bliver frustreret og vred. Men det er kun de stærke, som kan håndtere sådan en krise, der får lov at leve.
Teori #2
Elvis lever! Han sidder et sted i Bermudatrekanten sammen med Kennedy og Hitler. De har startet en trio og planlægger et comeback der vil nedlægge verden. Til den slags kræves selvfølgeligt spektakulære kostumer og for at det ikke skal virke mistænkeligt tager de kun små stykker stof - som fx sokker. Sokkerne bliver indhentet med hjælp fra NASA, der gennem et tophemmeligt og meget omfattende rum-baseret system overflytter sokkerne til Bermuda vha. et superhemmeligt molekylært transportsystem (Beam me up, Scotty!)
Teori #3
Som alle ved er der aldrig nogen der har været på Månen. Sokke-nummeret er udelukkende til for at aflede vores opmærksomhed fra dette faktum.
Teori #4
Det er rumvæsnerne igen! De har bygget små robotter som de har installeret i samtlige af verdens vaskemaskiner. Disse små robotter er nøje programmerede til at tage så mange sokker de kan uden det begynder at virke mistænkeligt. Sokkerne skal bruges til at lave en mægtig sæk, som kan lægges omkring Jorden så de kan spænde den fast bag rumskibet og trække os tilbage til deres egen planet, hvor Jorden skal fungere som en slavekoloni.
De har lavet korncirkler, for at markere forskellige steder på Jorden til fremtidig reference, men de havde ikke taget højde for at korn bliver høstet. Efter nogle fejlslagne forsøg med denne markeringstekning er de nu gået over til udelukkende at kortlægge jorden vha. de små vaskemaskinerobotter.
